Laura-bøgerne
Den allerførste bog om den glade og nysgerrige lille pige, Laura, blev udgivet af det tyske forlag Carlsen Verlag helt tilbage i 1992. I Tyskland hedder hun Conni, og i Danmark hed hun Emma, før hun fik navnet Laura.
Laura bor i et hus sammen med sin mor, far, lillebror Jakob og katten, Missemjav.
Laura er en glad, nysgerrig og iderig pige. Hun har næsten altid en rød sløjfe i håret, for rød er hendes absolutte yndlingsfarve. Hun har mange venner, og så elsker hun dyr, især hendes kat Missemjav og ponyen Plet.
Bolden har udgivet over 25 forskellige bøger med Laura, og vil du gerne læse på andet end dansk, findes bøgerne om Laura på næsten 20 forskellige sprog.
Bøger
Viser alle 21 resultater
Gratis downloads
MAL LAURA!
Download herAnmeldelser
”Det er en stor, glædelig begivenhed at blive storesøster, og det viser denne billedbog tydeligt. Den fremstiller gode og spændende ting ved en familieforøgelse, men også Lauras bekymring over hendes status, når babyen er født. Her er meget at snakke ud fra, og både tekst og billeder er charmerende og lette at gå til ligesom i de andre bøger i Laura-serien”
– Marianne Agger, DBC
“Lauras univers er efterhånden velkendt på biblioteket, og denne holder sig i samme nuttede og detaljerige illustrationsstil. Det er en enkel gennemgang af årstiderne, med mange ting det lille barn vil kunne genkende fra sin egen hverdag. Hver årstid er krydret med små faktabokse og en masse flapper, der gemmer på ekstra informationer.”
– Julie Arndrup, DBC
”Fin historie om Laura, der enkelt og sødt fortæller om en genkendelig hverdagshistorie.”
– Susanne Dahl Jensen, DBC
Forfatter
Liane Schneider
Liane Schneider er børnebogsforfatter og er født i 1957 i Tyskland. Hun er uddannet skolelærer, men har altid gerne ville skrive bøger. Hun skrev sin første børnebog, da hendes datter startede i børnehaven i 1990, og hun har skrevet lige siden. Hun er allermest kendt for en perlerække af fine bøger om pigen Laura.
Lauras familie og venner
Katten Missemjav
Laura og Missemjav er uadskillelige. Missemjav kom ind i familien, da Laura var omkring 3½ år. Hun havde længe ønsket sig en kat. En dag var Lauras far lige ved at køre en lille kat over. Heldigvis skete der ikke noget, og fra da af var Laura og Missemjav bedste venner. Missemjav er hvid og grå og har selvfølgelig et rødt halsbånd på.
Lauras mor
Lauras mor arbejder som børnelæge. Hun er meget tålmodig og elsker orden. Hvert år på Lauras fødselsdag bager hun verdens bedste chokoladekage. Om foråret har Lauras mor altid høfeber, og hun bliver tit køresyg, når de kører bil. Så sidder hun helt stille og tygger tyggegummi.
Lauras far
Lauras far er ingeniør og arbejder i et stort ingeniørfirma. Når han har ferie, vil han allerhelst ud at campere med familien. Laura hjælper tit sin far i haven. Når far skal lave mad, bliver det altid spaghetti med tomatsauce.
Jakob
Jakob er Lauras lillebror. Han er sød, men nogle gange lidt irriterende. Han vil helst være sammen med Laura hele tiden. De hjælper hinanden, når der skal males påskeæg eller laves julepynt. Jakob elsker byggepladser, dinosaurer og store gravemaskiner.
Julie
Julie er Lauras gode ven. De har mødt hinanden i børnehaven og leger ofte sammen. Julie har kort, lysebrunt hår og er, ligesom Laura, en meget glad og eventyrlysten pige.
Anna
Laura har mødt Anna på en legeplads. De blev hurtigt rigtig gode venner. Anna har briller og rødt hår, som næsten altid er flettet. Anna og Laura cykler og spiller fodbold sammen. Anna elsker ponyer, og så er hun god til at male.
Simon
Simon er også en af Lauras bedste venner. Simon har briller og lysebrunt hår. Simon er altid meget forsigtig og grundig. Han kan godt lide at forberede sig meget omhyggeligt. Det var derfor, han kom over til Laura med en kogebog under armen, dagen før de skulle bage pizza. Han ville lige være sikker på, at de havde alle ingredienserne klar.